Sky: To klubber viser interesse for Newcastle-angriber
Siden Ivan Toney i 2015 skiftede fra Northampton Town til Newcastle, har han været udlejet fire gange, og det har været med pæn succes. Men han ser ikke ud til at være en del af Rafael Benitez’ planer i den kommende sæson.
Den spanske manager råder over stærke navne som Aleksandar Mitrovic, Dwight Gayle, Ayoze Perez og Emmanuel Riviére i angrebet, og noget tyder på, at Toney derfor igen udlejes.
Det bør dog ikke blive svært for Newcastle at få udlejet angriberen, som scorede syv mål i 17 kampe for Scunthorpe United i den forgangne sæson. Ifølge Sky Sports er både Wigan og netop Scunthorpe United interesserede i at leje den 21-årige englænder.
– Han havde en god tid hos os i sidste sæson, og jeg tror, at vi var gode for ham, men jeg er sikker på, at andre klubber vil være ude efter ham. Vi vil gøre vores bedste, men hvis ikke, må vi forsøge noget andet, fortæller Scunthorpe Uniteds manager Graham Alexander ifølge det britiske medie.