Sky: Ingen bud på Mata
Sky Sports erfarer, at Chelsea ikke har modtaget nogle bud på spanske Juan Mata.
Siden José Mourinho lavede comeback på Premier Leauge-scenen, har der floreret rygter om, at portugiseren gerne så Chelsea uden Juan Mata, og selvom ‘The Special One’ allerede har forsøgt at mane rygtet til jorden ved at afvise dette, så ser rygtet ikke ud til at være blevet aflivet. De seneste forlydninger melder, at Tottenham har udset sig den spanske kreatør som afløser for Gareth Bale og derfor har lavet en forespørgsel.
Nu melder Sky Sports dog, at London-klubben ikke har modtaget noget officielt bud på den 25-årige landsholdsspiller.
Desuden har hovedpersonen selv udtalt, at han er glad for livet i England og ingen intentioner har om at forlade Chelsea.
Juan Mata scorede 11 Premier League-mål i fjor for Chelsea og har indtil videre været anset som en af de vigtigste spillere i klubben.