Sky-ekspert vurderer sommerens indkøb: Én spiller scorer topkarakter
Premier League-klubberne brugte vanen tro enorme summer på nye spillere sidste sommer, men hvordan har spillerne klaret sig i den første halvdel af sæsonen?
Det har Sky Sports-eksperten Matt Le Tissier taget et kig på. Han har udvalgt 20 af de største handler og givet dem en karakter fra 1-10.
Mohamed Salah (Liverpool) – 10
Liverpool kunne ikke have bedt om mere fra egypteren, der har overgået alle forventninger. Han har allerede scoret 17 ligamål og er bestemt i spil til at blive årets spiller.
Ederson (Manchester City) – 9
Han har ikke haft meget at lave, men han har vist klassen, når der har været brug for det. Han har samtidig været fænomenal med fødderne.
Kyle Walker (Manchester City) – 9
Han har gjort det godt, og han er en spiller, jeg godt kan lide. Han har ikke været påvirket af den høje transfersum, men har været meget stabil på højrekanten.
Nemanja Matic (Manchester United) – 8
Matic har været stabil for Manchester United. Han har leveret lige præcis det, Mourinho ville have fra ham.
Wayne Rooney (Everton) – 8
Rooney har scoret en del mål, og det var nok de færreste, der havde regnet med, at han ville være oppe på 10 mål på dette tidspunkt af sæsonen.
Romelu Lukaku (Manchester United) – 7
Fik en drømmestart i United, men siden da har han ikke været så skarp. 17 mål i alle turneringer er dog ganske fint.
Alvaro Morata (Chelsea) – 7
Det er lidt det samme som med Lukaku. Han har misset et par store chancer, og det virker til, at han er bedre til at score med hovedet end med fødderne.
Jordan Pickford (Everton) – 7
Han har været et af lyspunkterne i Everton, selvom han også har lavet fejl. Er i spil til at blive førstemålmand for England.
Marko Arnautovic (West Ham) – 6
Arnautovic har været fantastisk de seneste uger, men hans sæsonstart var forfærdelig.
Javier Hernandez (West Ham) – 6
Han har haft det svært i West Ham, hvor han ikke har levet op til forventningerne.
Alexandre Lacazette (Arsenal) – 6
I min optik har han ikke scoret det antal mål, man kunne forvente. Der er plads til forbedringer.
Sead Kolasinac (Arsenal) – 6
Den bosniske forsvarsspiller har været alt for svingende i sine præstationer.
Tiemoué Bakayoko (Chelsea) – 5
Han har ikke imponeret mig. Han har haft det svært, og det er tydeligt, at han har brug for tid til at vænne sig til Premier League.
Alex Oxlade-Chamberlain (Liverpool) – 5
Det er en svær en, da han ikke har fået mange chancer i startopstillingen. Med Coutinhos afgang er der dog åbnet op for mere spilletid.
Gylfi Sigurdsson (Everton) – 5
Det går fremad for islændingen, men han har slet ikke levet op til de forventninger, der var til ham, da han blev Evertons dyreste spiller.
Jermain Defoe (Bournemouth) – 4
Defoes ophold i Bournemouth har været en skuffelse, og englænderen har i perioder haft svært ved at tilspille sig en plads i startopstillingen. Har blot scoret tre mål for klubben.
Victor Lindelöf (Manchester United) – 4
Han har ikke fået mange chancer, og det har tydeligvis været svært for ham at vænne sig til at spille for Manchester United.
Fernando Llorente (Tottenham) – 4
Har spillet andenviolin i Tottenhams angreb, men han har ikke imponeret, når han har fået chancen.
Joe Hart (West Ham) – 3
Har mistet pladsen i buret hos West Ham og formentlig også på det engelske landshold.
Renato Sanches (Swansea) – 2
Han har ikke vist tegn på, at han har evnerne til at begå sig i Premier League. Han er dog stadig ung.