Sky-ekspert: Southampton har gjort årets røverkøb
Manchester United hentede denne sommer svenske Zlatan Ibrahimovic på en fri transfer oven på svenskerens exit fra de franske mestre Paris Saint-Germain.
Derimod hentede Southampton engelske Nathan Redmond fra Championship-mandskabet Norwich City – også denne sommer – angiveligt for omkring £10 millioner.
Den tidligere Arsenal-spiller Paul Merson mener, at den 22-årige tidligere Birmingham-spiller er et større røverkøb end Zlatan Ibrahimovic.
– Det er måske lidt overraskende, men jeg vælger Nathan Redmond. Han spillede oppe foran i starten af sæsonen, men det virkede ikke rigtigt. Han gav dog alt han havde og nu er han én af nøglespillerne bag Southamptons imponerende form. For hvad de betalte for ham – omkring £10 millioner – og priserne på markedet, så er han et røverkøb, fortæller Merson til Sky Sports.
– Folk vil formentlig sige Zlatan Ibrahimovic, da han kom på en fri, men han er ikke gratis, når man betaler ham £300.000 om ugen. Han koster Manchester United årligt, hvad Southampton betaler Redmond for fem sæsoner, slutter Merson.
Redmond har scoret et mål og skabt 17 chancer i syv Premier League-kampe for Southampton i denne sæson.
Derimod har Ibrahimovic scoret fire kasser og skabt otte chancer i syv ligakampe for United.
Southampton er på 10. pladsen i Premier League med ni point fra syv kampe, mens United er på sjettepladsen med 13 point efter syv kampe.