Sky-ekspert: Martial skal præstere noget oftere
Lørdag eftermiddag var Anthony Martial tilbage i startopstillingen hos Manchester United, der tog imod Hull. Den unge franskmand spillede en god kamp og krydrede den med en assist og et mål.
Den flotte præstation kommer efter en uge, hvor den tidligere AS Monaco-spiller har afvist rygter om, at han vil søge væk fra Old Trafford til sommer i jagten på spilletid, ligesom manager José Mourinho har opfordret ham til at præstere bedre.
Niall Quinn, der er ekspert på Sky Sports, glæder sig over Anthony Martials præstation mod Hull og håber, at den franske offensivspiller fremover kan præstere på samme niveau:
– De første 15-20 minutter smed han en del bolde væk, men de forsvandt i løbet af kampen. Han spillede en vigtig rolle for Manchester United i dag(lørdag red.), hvor han var meget udfordrende, siger eksperten og fortsætter:
– Vi ved, at han er et stort talent og vi har set prøver på det i små momenter. Vi mangler dog at se det over en længere periode. Kampen i dag og hans mål har uden tvivl givet ham en selvtillid, som han kan tage med videre til næste kamp, slutter Niall Quinn.