Sky-ekspert giver Liverpool topkarakter: Fantastisk transfervindue
Liverpool startede transfervinduet med at hente Virgil van Dijk i Southampton.
Jürgen Klopp forsøgte også at hente hollænderen i sommer, men det lykkedes først i dette transfervindue, og med en pris på £75 millioner blev han den dyreste forsvarsspiller nogensinde.
Handlen fik mange Liverpool-fans op at køre, men der gik dog ikke lang tid, før fansene blev sure. Nogle dage senere blev Philippe Coutinho solgt til Barcelona for £145 millioner.
Mange Liverpool-fans mener derfor ikke, at Liverpool har haft et tilfredsstillende transfervindue, da Philippe Coutinho ikke blev erstattet. Det er Paul Merson fra Sky Sports ikke enig i. Har har givet Liverpool A+, hvilket svarer til 12 på den danske karakterskala.
– Det har været et fantastisk transfervindue for Liverpool. De manglede en midtstopper. De betalte gode penge og fik ham. De fik også £145 milliner for Coutinho, og Daniel Sturridge, som var højt på lønningslisten, er også væk. Det er efter min mening et fantastisk transfervindue, siger Merson til Sky Sports.