Sky-ekspert: Derfor kan Burnley slå Chelsea
Premier Leagues førerhold Chelsea skal søndag eftermiddag en tur til Turf Moor og møde oprykkerne fra Burnley. På forhånd ligner det en sikker sejr til Antonio Contes mandskab, men ifølge Sky Sports taktiske ekspert Danny Higginbotham, så kan Burnley levere en overraskelse i kampen:
– Jeg ser meget frem til kampen, fordi jeg tror, at det bliver en stor test for Chelsea. De er naturligvis godt rustet til kampen, når man ser på deres seneste mange resultater, men det faktum, at Burnley spiller hjemme kan godt få stor betydning, siger han.
I denne sæson har Burnley hentet 28 point på hjemmebane, mens det kun er blevet til et point på udebane. Ifølge Danny Higginbotham skyldes det, at Sean Dyches tropper spiller på forskellige måder afhængigt af om det er hjemme eller ude:
– Både hjemme og ude spiller Burnley 4-4-2, men på udebane står de meget dybt på banen og afstanden op til deres angribere bliver derfor meget stor. Når de spiller hjemme er det meget anderledes. De slår bolden op på angriberne og så kommer midtbanefolkene hurtigere med frem og tager andenboldene.
– Det betyder, at de får lagt et helt andet tryk på modstanderne. Derfor har Burnley været så gode på hjemmebane i denne sæson. Det er også derfor jeg tror på, at de kan få uafgjort eller måske endda slå Chelsea i dag, slutter Danny Higginbotham.
Burnley mod Chelsea fløjtes i gang klokken 14.30 dansk tid.