Skuffet Pardew: Vi var bedst
Fem minutter før tid snød Fabio Borini med en fantastisk scoring Newcastle for point, og manager Alan Pardew er utroligt skuffet med nederlaget, som han ikke mener er retfærdigt.
Som altid var der masser af tempo og intensitet, da Sunderland og Newcastle krydsede klinger i det berygtede Tyne Wear-derby i søndagens tidlige opgør, og mod slut lykkedes det for ellers sejrsløse Sunderland at hente sæsonens første tre point, på en flot scoring af italienske Fabio Borini.
Newcastle var kampen igennem mest på bolden, og det var da også en skuffet Alan Pardew, der efter opgøret mødte op til interview.
– Jeg synes, vi var det bedste hold. Vi var uopmærksomme en enkelt gang, og han (Borini, læs) ramte den perfekt. Vi er virkelig skuffede.
– Jeg er bare skuffet på vegne af alle i Newcastle. Vi vil slå tilbage, og være stærke. Dette er altid en vital kamp, og denne gang tabte vi den.
Nederlaget til trods kan Newcastle dog stadig glæde sig over at være noteret for elleve point, mens Sunderland under nedrykningsstregen blot har fire.