Skrtel: Var aldrig tæt på at smutte
Martin Skrtel fortæller i et interview med SITA, at der ikke var hold i rygterne om, at han var tæt på at forlade Liverpool.
Martin Skrtel har været et navn, der har været oppe at vende på den engelske rygtebørs, men den slovakiske forsvarsspiller forsikrer om, at han aldrig var tæt på at forlade Merseyside.
– Jeg bliver i Liverpool. Rygterne var ikke så stærke, som de var lagt ud, fortæller Skrtel og fortsætter:
– Der har ikke været noget kontakt til andre klubber, fordi Liverpools ledelse fortalte mig, at de regnede med mig. Det er derfor, at et skifte aldrig har været en del af mine planer, forsikrer han.
Skrtel kunne ydermere afkræfte, at han i weekendens kamp på Anfield mod Manchester United skulle have i tankerne at bevise overfor klubben, at han fortjente at være der.
– Jeg har aldrig overvejet, at det skulle være en chance for at vise, at jeg fortjener at være i Liverpool. Det var et stort derby, men på den anden side var det også bare endnu en ligakamp, fortæller den 28-årige Liverpool-spiller, der faktisk gjorde fin figur mod de engelske mestre.
I sidste sæson spillede Skrtel 25 Premier Leauge-kampe for Liverpool.