Skræmmende læsning: Premier League-klubbernes økonomier skranter
Stort set hele Europa er lukket mere eller mindre ned på grund af Corona-pandemien, der har sat Premier League på pause siden 13. marts.
Krisen kommer til at ramme mange industrier hårdt og her kommer fodbolden ikke til at gå fri.
Der arbejdes på, at sæsonen skal færdigspilles, men det bliver formentlig uden tilskuere, hvilket vil ramme klubbernes finanser hårdt. I 2017 udgjorde entreindtægter alene 13% af klubbernes indtægter.
The Athletic har gennemgået Premier League-klubbernes økonomier, og her er det meget få klubber, der kom godt ud af seneste regnskabsår. Newcastle og Crystal Palace har endnu ikke offentliggjort deres regnskaber, hvorfor de ikke medregnes.
I regnskabsåret for 2018/19 kom kun syv klubber ud af de 18 klubber ud med sorte tal på bundlinjen. Og hertil skal det endda nævnes, at Tottenham, Liverpool og Manchester United tilsammen stod for hele 70% af den samlede profit.
I bunden så det meget skidt ud for Everton og Chelsea, der begge havde et underskud før skat på over £100 millioner.
Kigger man nærmere på tallene i klubbernes regnskaber, tegner der sig et billede af en usund industri, hvor mange klubber overinvesterer i jagten på succes eller blot fortsat deltagelse i Premier League.
Nogle klubber investerer stort set hele deres omsætning i spillerlønninger, hvilket er et bekymringstegn – specielt i disse tider, hvor indtægterne kan svigte.

Normalt siges det, at en fodboldklubs forhold mellem personaleomkostninger og omsætning ikke bør overstige 70%. I flere klubber er lønningsniveauet altså faretruende højt i forhold til omsætningen. Tallene for de tre oprykkere er ekstremt høje, fordi deres omsætning er fra inden oprykningen fra the Championship.
Premier League vil strække sig langt for at færdiggøre sæsonen, idet der potentielt skal tilbagebetales £762 millioner i TV-penge, hvis sæsonen aflyses.
Kigger man på TV-pengenes andel af omsætningen står det klart, at mange klubber har TV-indtægter som deres primære indtægtskilde, hvorfor man godt kan forstå, at det vil være katastrofalt, hvis disse skal betales tilbage.

Det ser altså ikke for godt ud økonomisk for mange Premier League-klubber, som går nogle trængte tider i møde. Heldigvis har der ofte vist sig at være en række ejere, der gerne samler regningen op.