Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Skrækkollision i United: Pogba og Fernandes skader hinanden i hændeligt uheld

Af Nikolai Gilkrog Mortensen
03.07.2020 Kl. 18:45
Manchester Uniteds midtbanekonstellation mod Bournemouth i weekenden bliver muligvis uden stjernerne Paul Pogba og Bruno Fernandes på grund af en kollision mellem de to til fredagens træning.

De to midtbanespillere er efter kollisionen til træning begge blevet skadet, hvor det ser værst ud for den portugisiske del af duoen, lyder det fra The Mirror.

De to spillere blev begge taget væk for at få behandling efter episoden, og bekymringerne går på, om de når at blive klar til kampen mod Bournemouth lørdag, skriver Daily Mail.

Paul Pogba og Bruno Fernandes har vist sig at være en yderst kompetent duo på Uniteds midtbane, og det vil være et stort slag for Ole Gunnar Solskjærs tropper, hvis en eller begge er ude til lørdagens Premier League-opgør mod Bournemouth.

Bruno Fernandes har alene – siden sit skifte fra Sporting Lissabon i januar – scoret seks gange og leveret fire assists i 13 opgør for sin engelske arbejdsgiver.

Pogbas sæson har været mere præget af skader og heftige diskussioner om hans fremtid i medierne, men han har vist gode præstationer i kampene efter coronapausen.

Manchester United er på femtepladsen i Premier League med en god chance for at slutte i top-fire og dermed sikre sig Champions League til næste sæson.

 

Annonce