Skotsk avis: Manchester United lurer på Celtic-back
José Mourinho ønsker at forstærke Manchester Uniteds trup med en venstreback i vinterens transfervindue, selvom Ashley Young har gjort det fortrinligt på positionen i efteråret.
Tottenhams Danny Rose og Fulhams Ryan Sessegnon har begge været meldt på vej til Old Trafford, men ifølge den skotske avis Daily Record har De Røde Djævle nu rettet kikkerten mod Skotland, hvor de har set sig lune på Celtics Kieran Tierney.
Den 20-årige skotte har imponeret Uniteds scouts, og hans erfaring fra Champions League giver ham en fordel i forhold til Sessegnon, der kun har spillet i The Championship.
Danny Rose er efter sigende øverst på Mourinhos ønskeliste, men United ønsker ikke at betale de £50 mio., Tottenham kræver for ham, og de har derfor udset sig Tierney som et billigere alternativ.
Kieran Tierney, der er en del af det skotske landshold, har aldrig spillet for andre klubber end Celtic.