Skidt for Thomas Frank – godt for Liverpool
I den kommende weekend er der dømt storkamp for Tottenham og Thomas Frank, som får besøg af mesterholdet Liverpool.
Forud for det opgør har der været tvivl om en af de store stjerner på gæsternes mandskab efter en skade i weekenden.
Her pådrog midtbanespilleren Dominik Szoboszlai, som muligvis har været Liverpools bedste spiller, sig en ankelskade mod Brighton.
Nu kan The Athletic dog fortælle, at ungareren er blevet scannet, og her er frygten om, at han skal sidde ude i længere tid blevet fejet af vejen.
I stedet har han responderet så godt på de seneste dages behandlinger, at han nu er i spil til weekendens opgør mod Tottenham og Thomas Frank.
Liverpool venter Thomas Frank
Torsdag og fredag vil The Reds fortsætte med at følge ham tæt, inden der træffes en beslutning om, hvorvidt han kan komme til at spille i lørdagens opgør i London.
Thomas Frank vil formentlig håbe, at Dominik Szoboszlai ikke når at blive klar, da det vil svække Liverpool-mandskabet.
Han kan således både udfylde flere roller på midtbanen, samt på højre back, hvor han også har vikarieret ved flere lejligheder i denne sæson.
Ungareren havde forud for sin udskiftning mod Brighton spillet samtlige minutter i denne sæson for Merseyside-klubben.



















