Skeptisk Klopp: Vi kunne måske ikke spille bedre
Liverpool var foran i to omgange, da de gæstede Sunderland på Stadium of Light tidligere i dag.
Jürgen Klopp & Co. måtte dog nøjes med et enkelt point, da Jermaine Defoe scorede to gange fra straffesparkspletten.
Det var derfor en skuffet Jürgen Klopp, der mødte pressen efter kampen, hvor han satte spørgsmålstegn ved sine spilleres præstation og den korte pause. Liverpool spillede lørdag aften hjemme mod Manchester City og havde dermed et døgns hvile inden dagens kamp.
– Jeg er ikke i stand til at forklare det, fordi jeg ved ikke helt, hvad jeg så. Mit hold kæmpede, men jeg var usikker på deres kræfter, siger Klopp til BBC.
– Vi kan spille bedre, men jeg ved ikke, om man kan spille bedre med den pause. Jeg ved ikke, hvordan det føles (at spille to kampe på så kort tid). Jeg sagde til spillerne, at de skulle sige til, hvis de ikke var klar. Jeg ville aldrig snakke om det eller fortælle det til nogen, men ingen sagde noget, og det var en god ting, slutter han.