Skavanker: Manchester United-stjerne har spillet med skader i to år
Marcus Rashford har ikke spillet en fodboldkamp i to år uden at være småskadet, afslører Manchester United-stjernens eget agentur, som er styret af hans bror, i et svar på Twitter.
Senest måtte Rashford trække sig fra den engelske landsholdslejr med ankelproblemer, som han pådrog sig i sejren over Manchester City i begyndelsen af sidste måned.
Derudover har der også været meldinger om, at forwarden skulle have haft skulderproblemer gennem længere tid, ligesom han i sidste sæson måtte opereres efter længerevarende rygproblemer.
På Twitter skriver DN May Sports Management, som repræsenterer Rashford, at han har båret rundt på skavanker i to år nu. Det afslører agenturet i et svar til en video, der viser en række store spillere, der nævner netop Rashford som deres sværeste modstander i karrieren.
Hertil svarer DN May Sports Management: "Når Marcus er fri for småskader, forventer vi, at endnu flere spillere vil byde ind". Hertil spørger en anden Twitter-bruger: "Hvornår spillede han sidst uden småskader?". Svaret: "to år".
