"Skåret ud af granit": Liverpool-legende terroriserede holdkammerater og hyldede racisme
Bill Shankly sagde engang om sin forsvarsklippe Tommy Smith: ”Tommy er ikke født. Han er skåret ud af en blok granit.” Der var noget om det.
Hård som bare pokker
Tommy blev født i Liverpool kort før 2. verdenskrigs afslutning og voksede op i en katolsk familie, hvor faren døde tidligt, så de økonomiske muligheder var begrænsede. Han var nok endt som havnearbejder, havde det ikke været for fodboldtalentet. Bill Shankly havde et sikkert blik for potentialet blandt de unge talenter og skrev en lærlingekontrakt med Smith i 1962. I første omgang slog den unge knægt sig op som forward, men det kneb med at trænge sig ind på førsteholdet, og Shankly omskolede Smith til halfback og siden forsvarer.
Gennembruddet kom i 1965 i en Europa Cup-kamp mod Anderlecht. Shankly hyldede sin protegé med en af hans karakteristiske mediefloskler: ”Knægten er landet”, stod der i aviserne dagen efter.
Tommy Smith var stærk i hovedspillet og tacklede som en mur. Han var forudseende i sit spil og havde en særdeles god teknik. Et meget typisk træk var, at han var ekstremt ærekær, og han helmede ikke, før han havde fået taget eftertrykkelig hævn, hvis nogen sparkede ham ned, eller hvis han – mod forventning – blev den lille i fysiske dueller. Smith havde således en tendens til at kunne blive helt ualmindeligt ubehagelig at spille over for. Den store, stærke defensivspiller var på mange måder et produkt af havnebyens barske miljø, og det prægede hans adfærd i forhold til med- og modspillere. For ham var fodbold et arbejde og en æressag, og han spil lede for den klub, han elskede, og den manager, som han forgudede.
Bill Shankly gjorde sin skildvagt til anfører i 1970, og i 1971 oplevede the ”Anfield Iron” den ære at få sin debut på det engelske landshold. Smith gjorde sit til at holde sin plads, idet England holdt buret rent, men 0-0 mod Wales på hjemmebane var alligevel et skuffende resultat. Jernmanden fik ikke flere landskampe.
I 1973 fravalgte Bill Shankly Tommy Smith som holdkaptajn og lod anførerbindet gå videre til Emlyn Hughes. Crazy Horse var en helt anderledes personlighed. Udadvendt, varm, humoristisk og generelt vellidt. Smith reagerede med indædt jalousi. Han følte sig degraderet af faderskikkelsen, men selv om han – ifølge adskillige kilder – modarbejdede Hughes som skipper, så gjorde jernmanden sit defensive arbejde upåklageligt. Da Bob Paisley tog over, blev Smith rykket ud som højre back, men han spillede stadig så stærkt, at Paisleys indkøb, Phil Neal, måtte over i venstre side i dennes første par år på Anfield.
Den fantastiske Europa Cup-finale for mesterhold i Rom i 1977 blev en stjernestund for Smith. I det, som han havde proklameret, var karrierens sidste betydningsfulde kamp, scorede Tommy Tank på hovedstød mod Allan Simonsens Borussia Mönchengladbach. En gigantisk triumf for den gamle kæmpe.
Bagerbuddet og The Anfield Iron
Der var mange, der kom til at mærke Smiths intimiderende facon – også blandt holdkammeraterne. I 1977 fik tv-seerne, både i Storbritannien og Danmark, et intimt indblik i Smiths mange facetter. I tre sæsoner fra 1976 til 78 kørte BBC en særdeles innovativ og underholdende dokumentar/realityserie, som blev kaldt The Big Time. Ideen var grundlæggende at følge en ukendt person tæt i en periode, hvor denne stod over for livsændrende begivenheder. For eksempel en ung pige, der trænede til sit store gennembrud i et cirkustrapeznummer. En ukendt sangerinde, der får et uventet kontrakttilbud, eller – som det var tilfældet i sommeren 1977 – en amatørfodboldspiller, der får chancen for at leve, træne og spille med sine professionelle idoler. Det skete for bagerbuddet Lol Cottrell, da han – på BBC’s foranledning – fik lov at del tage i Liverpool FC’s træning i to uger. Setuppet var rimeligt genialt. En hver ung, håbefuld fodboldspiller og fan kunne uhyre nemt leve sig ind i bagerbuddets sted. Hvem ville ikke gerne prøve at opleve sine forgudede helte på så tæt hold? BBC udstyrede Cottrell med ekspertrådgivere. Alle sejl blev sat. Mediemogulen Jimmy Hill fulgte den udvalgte ungersvend i tykt og tyndt i de to uger og gav tips og tricks. Selveste Bill Shankly blev hyret ind som personlig træner sammen med stjernen Denis Law. Cottrell var, ganske forståeligt, noget benovet over at stå ansigt til ansigt med Liverpools førsteholdstrup, da han fik taget hul på træningssessionerne. For rullende kameraer viste jernmanden Tommy Smith sig, både på og uden for banen, som en barsk herre, der mildt sagt ikke virkede, som om han kunne se det morsomme i, at sådan en søndagsfodboldfyr skulle træne med! Og nu kom underholdningen op på den store klinge, for det viste sig, at BBC havde fået udvirket, at søndagsfodboldspilleren skulle tage aktivt del i en kamp på selveste Anfield Road, som Cottrell ellers plejede at opleve fra the Kop. Og det var intet mindre end en testimonialmatch for Tommy the Tank Smith himself!
Den store dag oprandt, og Cottrell havde sommerfugle i maven, for nu at bruge en mild underdrivelse. Han stod over for sit livs oplevelse, men frygtede at blive til grin for hele Liverpool. Desuden var Tommy Smith jo en levende institution i klubben, og den hårde mand var ikke en, man ligefrem ønskede at skuffe … Testimonials var dengang noget, man tog temmelig seriøst. Når topspillerne først var samlet, så spillede man for at vinde. Det var ikke lutter hygge og opvisning for folket. Og Smith ville naturligvis have en mindeværdig sortie. Cottrell kom på banen i anden halvleg på Liverpools midtbane og klarede pasningsspillet pænt med forståelig forsigtighed. Cottrell og Liverpool var i denne benefit oppe imod en sand parade af daværende og forhenværende topspillere med blandt andre Bobby Charlton og Norman Hunter i spidsen.
Da der resterede et minut af et velspillet og lige opgør (stillingen var vist 1-1), gik det hverken værre eller bedre, end at hjemmeholdet fik straffespark. Alles øjne var naturligvis rettet mod dagens hovedperson, Tommy Smith. Han kunne sparke sejren hjem, og ikke et øje ville være tørt. Men Smith gav, til almindelig forbløffelse, bolden videre til bagerbuddet! Lol Cottrell over for en af Englands store målmandslegender, Manchester Uniteds Alex Stepney, i kampens sidste aktion. Her var den ultimative mulighed for at bevise sig eller for at falde helt igennem. Cottrell tog til løb og sparkede bolden forbi. Hans verden brasede, men dommeren dekreterede omspark! Stepney i målet fandt det ikke morsomt overhovedet og brokkede sig indigneret, hvorefter keeperen snuppede Cottrells andet forsøg, der så også blev hans – og kampens – sidste. The Big Time kunne ikke have skrevet en mere medrivende drejebog end det drama, der blev serveret for seerne i december 1977 og gik over skærmen i Danmark et halvt års tid senere. Tv-underholdning af højeste klasse.
Åbenlys racisme
Egentlig skulle kampen have lukket Tommy Smiths karriere, men efter Europa Cup-finalen mod Gladbach ombestemte han sig og tog en sæson mere. Den havde nær blevet fatal, for Liverpools angriber Howard Gayle overfaldt i raseri efter en træningssession Smith med et baseballbat. Heldigvis fik holdkammerater lagt sig imellem. Baggrunden var, at Smith gennem længere tid havde forfulgt Gayle med grov racistisk chikane. Angriberen var den første farvede spiller i Liverpool FC. Efter episoden dæmpede Smith sig angiveligt, men han nævner ikke Gayle med ét ord i sin selvbiografi, Anfield Iron. Derimod udtalte han til en journalist i 1988, at: ”Jeg har såmænd ingen fordomme, men hvis en abekat flyttede ind ved siden af, så ville jeg flytte, ligesom de fleste hvide mennesker ville. Hvis min datter kom hjem med en nigger, ville jeg blive rasende.” Det samlede billede af Tommy Smith er ikke specielt flatterende. Men han var et produkt af sin opvækst og sin tid, og desuden en sammensat personlighed med forskellige nuancer.
Giraffen Jack Charlton sagde om ham, at han var langt den hårdeste spiller, han nogensinde havde spillet imod. Smith yndede selv at fortælle, hvordan han engang havde med bragt en menuliste fra det lokale hospital i Liverpool, som han overrakte Jimmy Greaves lige før kampstart. Greaves scorede ikke den dag … Når Tommy Smith trådte inden for kridtstregerne, sloges han, som gjaldt det overlevelse, men uden for banen var han mild og imødekommende, en loyal ven og familiemand. Tommy Smith missede Europa Cup-finalen i 1978 mod Brugge (kampen skulle ellers have afsluttet hans Liverpool-karriere), da han uheldigt trådte på en issyl i hjemmet.
Efter sæsonen 1977/78 spillede Tommy Smith lidt i den nordamerikanske liga og tog så en sæson i Swansea City sammen med Ian Callaghan og John Toshack (der var manager i den walisiske klub). For Liverpool blev det til 467 kampe. Efter karrierens definitive afslutning forpagtede Smith en tid den berømte Cavern Club.
I 2019 døde the Anfield Iron efter mange års skranten og dårligt helbred. De sidste år var stærkt præget af Alzheimers.
