Skandale på vej: Stjerne afslører dopingsnyd i storklub
Der bliver angiveligt snydt med doping i den tyrkiske storklub Fenerbahce.
Sådan lyder udlægningen fra Allan Saint-Maximin, som i den forgangne sæson var udlejet til klubben fra saudi-arabiske Al-Ahli.
Franskmanden havde dog ikke held med at genfinde den form, han havde i Premier League.
Undervejs i lejemålet var der forlydender om, at cheftræner José Mourinho ville ophæve aftalen før tid, men det endte med, at den 28-årige franskmand blev sæsonen ud.
Den 28-årige Saint-Maximin har nu åbent talt om opholdet i Istanbul, og han anklager klubben for at snyde med doping.
Han roser samtidig klubbens fans, men understreger, at der var mange kontroverser i den tyrkiske storklub.
– Årsagen til, at Fenerbahce ikke kunne blive mestre, var, at klubben var omgivet af andre faktorer end fodbold. På et tidspunkt forsøgte de endda at få mig til at tage doping. Folk kender ikke til disse ting. Man kan ikke tale om disse ting offentligt, for så truer de dig. Hvis man gør, så siger de, at de vil gøre dit og dat. Sommetider befinder man sig i situationer, der går længere end fodboldverdenen, lyder det fra franskmanden i et interview med den franske internetpersonlighed Zack Nani ifølge tyrkiske Sozcu.
Saint-Maximin formåede at score fire mål og levere yderligere fire oplæg i de 31 kampe, han spillede under Mourinho.
Hans samlede tid i Tyrkiet endte dermed med at være en skuffelse, og han er nu vendt tilbage til Al-Ahli, hvor han dog formentlig ikke har nogen fremtid, efter at han ikke har formået at tilpasse sig en tilværelse i oliestaten.
Saint-Maximin, der begyndte sin professionelle karriere hos franske Saint-Etienne, har tidligere været at finde i Premier League, hvor han tørnede ud for Newcastle i perioden fra 2019 til 2023, inden et ophold i Saudi-Arabien kaldte.
Andetsteds forlyder det, at Ivan Toney har sagt ja til et sensationelt skifte. Læs mere her.



















