Skal have erfaring i Premier League: Chelsea vil udleje stort forsvarstalent
Med Antonio Rüdiger, David Luiz, Andreas Christensen og tilbagevendte Kurt Zouma er der ikke plads til Fikayo Tomori hos Chelsea i den kommende sæson.
På længere sigt er der dog store forhåbninger til den 21-årige forsvarsspiller i klubben, og derfor vil Chelsea også sørge for, at han bliver testet på højeste niveau.
I den forgangne sæson var han udlejet til Derby med stor succes, men ifølge London Evening Standard vil Chelsea denne gang ikke have, at han sendes til en klub i den næstbedste række. I stedet skal han udlejes til en klub i Premier League.
Indtil videre har der været interesse fra klubber i Premier League, Bundesligaen og den bedste række i Portugal, og Burnley har tidligere udtrykt et ønske om at købe den talentfulde midterforsvarer, men Chelsea har ingen planer om at sælge.
Det var Frank Lampard, som selv arbejdede tæt sammen med Fikayo Tomori i sidste sæson, og Chelsea-manageren ser et stort lys i englænderen, der også har rødder i både Canada og Nigeria.