Skadet: Tottenham-spiller tvunget til landsholdsafbud
Kun tre runder af dette års Premier League er spillet, men allerede nu er vi nået til den første landskampspause.
Dermed er turneringen i den kommende uge sat på hold, mens mange af spillerne tørner ud for deres respektive landshold.
Men for en Tottenham-stopper bliver der ingen landsholdsfodbold i denne omgang.
Hollandske Micky van de Ven har nemlig måttet melde afbud til sine landsholdsforpligtelser.
Det sker, fordi van de Ven kæmper med eftervirkningerne af en skade. Det melder det hollandske fodboldforbund på det sociale medie X.
Dermed har Ronald Koeman, der står i spidsen for det hollandske landshold, måttet se sig om efter et alternativ på stopperpositionen.
Her er valget faldet på en anden Premier League-spiller, nemlig Brightons Jan Paul Van Hecke, der træder ind i truppen i Micky van de Vens fravær.
Micky van de Ven spillede fuld tid i Tottenhams to første Premier League-kampe, men var helt ude af truppen i gårsdagens 2-1-nederlag til Newcastle.
Nu får han altså en tiltrængt pause i bestræbelserne på at komme sig ovenpå sin skade.
Holland møder Bosnien-Hercegovina og Tyskland i de kommende to Nations League-kampe.
Tottenhams næste opgave er den 15. september, hvor de brager sammen med Arsenal på eget græs.



















