Skadesplaget Fer har tillid til holdkammeraterne
Leroy Fer forventes først at være tilbage i næste sæson eftersom han skadede sin akillessene mod Leicester tilbage i starten af februar.
Hollænderen kan derfor ikke være en del af den tætte nedrykningskamp i Premier League, hvor Swansea er fire point over nedrykningsstregen med seks kampe tilbage, men midtbanespilleren har tiltro til sine holdkammerater.
– Jeg vil selvfølgelig gerne hjælpe holdet. Uheldigvis kan jeg ikke gøre det ved at spille lige nu, men jeg tror, at jeg kan hjælpe holdet en smule ved at bidrage med positiv stemning i omklædningsrummet, fortæller han til klubbens hjemmeside og tilføjer:
– Vi har gode spillere. Hvis vi fortsætter med det, vi har gang i, kan vi forhåbentlig blive oppe. Jeg synes, at man kan se, hvor gode vi kan være. Spillerne kæmper for hinanden, som man så mod Huddersfield, hvor vi fik en mand udvist. Det skal vi forsætte med indtil slutningen af sæsonen.
Swansea har Everton, Manchester City, Chelsea, Bournemouth, Southampton og Stoke tilbage på programmet.