Sissokos agent er utilfreds med Newcastles £35 millioner prisskilt
I går kom det frem, at Newcastle kræver £35 millioner for Moussa Sissoko, der dermed øgede sin værdi markant under sommerens EM-slutrunde. Midtbanespillerens agent er dog ikke tilfreds med nyheden om Newcastles prisskilt.
Sissokos agent fortæller, at der for 12 måneder siden blev indgået en aftale mellem Sissoko og Newcastle om, at han kunne forlade klubben for £15 til £22 millioner denne sommer.
– Vi forstår det ikke. Det blev aftalt, at Moussa ville blive i én sæson mere hos Newcastle for at hjælpe holdet, hvilket han gjorde så godt, som han kunne, fortæller Sissokos agent til Foot Mercato ifølge The Chronicle.
– Det har aldrig været et spørgsmål om, at prisen skulle forhøjes. Klubben har altid sagt, at de ville lade Moussa skifte for mellem 18 og 25 millioner euro. Vi håber, at Rafa Benitez og præsidenten vil være mere retfærdige omkring Moussas fremtid.
Der er angiveligt interesse for Sissoko hos flere Premier League-klubber, heriblandt Arsenal, Tottenham og Liverpool. Derudover er Dortmund og Juventus efter sigende også interesserede.