Sir Alex Ferguson er fortsat indlagt på intensivafdeling
Sir Alex Ferguson bliver stadig behandlet på Salford Royal Hospital efter at være blevet opereret akut efter en hjerneblødning lørdag aften.
Det skriver Sky Sports mandag formiddag.
Den 76-årige Manchester United-legende kommer sig fortsat efter operationen, som var nødvendig, efter Ferguson fik et ildebefindende i sit eget hjem lørdag.
– Sir Alex er fortsat på intensivafdelingen her hos Salford Royal Hospital. Der er ingen nye opdateringer om hans helbred, men vi ved, at operationen efter hjerneblødningen gik godt, reporterer Alan Irwin fra Sky Sports.
Fodboldverdenen fik ellers et kollektivt chok, da det lørdag aften kom frem, at Sir Alex Ferguson var blevet indlagt, og sidenhen har skotten modtaget et hobetal af beskeder og bønner fra tidligere spillere, modstandere og rivaler gennem tidens løb.