Simon Kjær og Christian Eriksen bliver holdkammerater igen
Christian Eriksen og Simon Kjær har spillet nogle af de største kampe i dansk fodboldhistorie sammen. Nu bliver de igen holdkammerater – denne gang i e-sport.
De to profiler står bag en ny fælles satsning, hvor Simon Kjærs eget Counter-Strike-hold WOPA skifter navn til STATE, efter at Christian Eriksen og hans energidrikfirma STATE er trådt ind som aktiv partner og hovedsponsor. Ambitionen er klar: at bringe erfaringerne fra international elitesport ind i e-sporten og sætte nye standarder for performance, forberedelse og professionalisme.
Historisk har e-sport været forbundet med hurtige løsninger, sodavand og manglende fokus på struktur og præstationsoptimering. Den fortælling vil Eriksen og Kjær nu udfordre ved at overføre principper fra topsport – hvor marginaler, fokus og forberedelse ofte afgør forskellen på at vinde og tabe.
Satsningen indebærer et nyt performance-setup for holdet med fokus på struktur, forberedelse, ernæring og en mere professionel tilgang til både træning og kamp – inspireret af erfaringer fra international elitesport, fortæller Simon Kjær.
Simon Kjær ser et stort potentiale
– Jeg ser et stort potentiale i at introducere de samme principper for ernæring, fysisk træning og sund livsstil, som har været afgørende i min egen karriere. Og STATE er det eneste produkt, jeg selv har villet røre ved. Det bliver fedt at gøre det sammen med Christian og STATE. Vi skal sammen støtte talentudvikling, skabe rammerne for unge spillere og være med til at løfte dansk e-sport til et helt nyt niveau, siger han.
For Christian Eriksen er samarbejdet drevet af relationen til Simon Kjær – og af en fælles tilgang til at opnå de bedste præstationer.
Christian Eriksen lyttede en ekstra gang
– Når nu min gode ven Simon ringer og foreslår, at vi skal gøre noget sammen, så lytter jeg en ekstra gang. Her synes jeg, det var oplagt. Med STATE har vi altid ville ændre tilgangen til præstationsoptimering. At Simon og jeg nu sammen kan tage den tilgang ind i e-sport giver rigtig god mening, siger Christian Eriksen.
Simon Kjær, der ejer holdet, ser klare paralleller mellem fodbold og Counter-Strike:
– Jeg har altid haft en passion for sport, fællesskab og præstation på højeste niveau. Med mit engagement i Counter-Strike vil jeg bringe min erfaring fra professionel fodbold ind i en ny sportsgren, hvor taktik, teamwork og mental styrke er mindst lige så afgørende som på fodboldbanen, siger Simon Kjær.
STATE blev stiftet i 2015 af Jon Andersen og Kim Have, der begge tidligere har spillet fodbold på eliteplan, med en ambition om skabe en anderledes energidrik til markedet. STATE er i dag på hylderne i omtrent 10.000 butikker i på tværs af flere europæiske lande.
Manchester United er på brutal vis blevet ydmyget af toptræner, som har takket nej til det ledige job. Læs mere her.



















