Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Silva: Ederson er en af verdens bedste målmænd

Af Morten Bruun Jørgensen
17.01.2018 Kl. 11:56
Ederson hører til blandt verdens allerbedste målmænd, mener Bernardo Silva, som især roser sin holdkammerat for sit spil med fødderne.

Manchester City hentede i sommerens transfervindue den brasilianske landsholdsmålmand, Ederson, i Benfica, og det har vist sig at være en god investering, selvom han kostede £36 millioner.

Han var et relativt ukendt blad for de fleste Premier League-fans forud for sæsonen, men han har hurtigt vist sine evner frem – både som mirakelmager inde på stregen og som en glimrende boldspiller i det opbyggende spil.

Det er især hans evne til at sætte spillet i gang, som Bernardo Silva roser målmanden for. Den portugisiske landsholdsspiller, som også blev hentet til Manchester City i sommerens transfervindue mener, at Ederson hører til blandt verdens allerbedste målmænd.

– Jeg tror, at alle har indset, at Ederson er en af de bedste målmænd i verden. Han er så rolig med sine hænder og sine fødder, og han er så god til det, han gør, siger Silva til Manchester Citys hjemmeside.

Manchester City spiller en yderst boldbesiddende stil, og her passer Ederson også godt ind.

– Han er den perfekte målmand for den måde, vores hold spiller på. Han er som en anden markspiller for os, fordi målmanden skal være i stand til at spille med fødderne, og han har gjort det fantastisk for os, lyder det fra Silva.

Annonce