Sikkerheden øges: Fansene vågner op til ny virkelighed i Premier League
Premier League kommer med nye sikkerhedsregler til alle 20 Premier League-klubber i denne uge. Det betyder også, at fansene kan forvente nye tendenser, når de skal ind på stadion før kampene. De nye regler, der formodes at være strammere og med mere kontrol, kommer i kølvandet på forfærdelighederne ved Stade de France i Paris og vil kunne mærkes hos alle folk i og omkring Premier League-klubberne.
Terrorangrebet har fået byer og lande rundt om i verden til at skærpe sikkerhedsforanstaltningerne og det er noget, man også kommer til at se i fodboldengland allerede fra den kommende weekend. Premier League skriver således i en pressemeddelelse:
– Vi har talt med vores sikkerhedsrådgivere og alle passende myndigheder, inklusiv regeringen og politiets repræsentanter, for at overveje den nuværende sikkerhedsprocedure til Premier League-klubberne.
– Regeringen og vores sikkerhedsrådgivere vil give en fuld briefing til alle 20 Premier League-klubber omkring nye tiltag på torsdag og her kommer vi også med nærmere detaljer i en offentlig besked. Der kommer beskeder ud til alle, så fansene ved, hvad de skal forvente, når de kommer til stadion i den kommende weekend, lyder det fra Premier League.
Angrebene ved Stade de France, hvor Frankrig og Tyskland spillede en venskabskamp, var som bekendt et af mange i Paris fredag aften. Tre bomber eksploderede under kampen foran stadion. Kampen blev spillet færdig og først efter kampen spredte panikken sig på – og omkring stadion.