Shearer: Sunderland kommer ikke tilbage i Premier League
Sunderland rykker sammen med Hull og Middlesbrough ned i The Championship til næste sæson.
På The Stadium of Light håber de formentlig på, at de kan gentage, hvad naboerne fra Newcastle netop har gjort. De rykkede ned i The Championship i sidste sæson, men til næste sæson er de tilbage i Premier League.
Det skal man dog ikke regne med, fortæller Alan Shearer.
– På ingen som helst måde kan det hold komme tilbage i Premier League, fortæller Shearer til BBC.
De blev buhet af banen – både i pausen og ved slutfløjtet – i weekendens kamp mod Swansea og Shearer beskriver præstationen som fuldstændig skandaløs.
– I første halvleg var de fuldstændigt skandaløse, de forsøgte ikke engang. Det er den sidste hjemmekamp i sæsonen, de er allerede rykket ned og så tænker man umiddelbart, at de vil give deres fans noget at glæde sig over, slutter han.
David Moyes, klubbens manager, har udtalt, at han ønsker at blive på posten.