Shearer raser mod Newcastle-kaptajn
Newcastle har med otte nederlag på stribe formået at spille sig selv med i ligaens nedrykningsræs, og har blot to point ned til ærkerivalerne fra Sunderland, der er placeret under stregen i Englands fineste selskab.
Tyneside-mandskaber er blevet mødt med stor kritik, men forleden forsøgte anfører Fabricio Coloccini at komme disse til livs, ved at skrive et åbent brev til fansene, hvori han bad om deres støtte i kampen om overlevelse.
Dette huer ikke Newcastle- og Premier League-legenden, Alan Shearer, som i stedet mener, at spillerne bør forsøge at give fansene noget at juble over.
– Jeg var overrasket over, at Coloccini skrev brevet til fansene, om at blive ved med at støtte holdet. Hvis der er én ting, som er garanteret i Newcastle, så er det støtten fra fansene. Protester eller ej, vil der altid være mindst 46.000 fans på lægterne, der støtter holdet, uddyber Shearer til BBC Sport.
– Så at en spiller står frem, og beder fansene om stadig at støtte dem, virkede en smule malplaceret, og det er jeg meget skuffet over, erklærede Shearer, der i stedet mener, at spillerne bør fokusere på at levere præstationer, der igen kan få fansene i godt humør.
Newcastle har et overkommeligt slutprogram, der byder på to hjemmekampe mod West Ham og West Brom, mens sæsonens sidste udekamp er på Loftus Road, mod ligeledes nedrykningstruede Queens Park Rangers.