Shawcross tilfreds med udebaneremis
Stoke klarede i går 1-1, da man gæstede Norwich på Carrow Road, og forsvarskrumptappen Ryan Shawcross er ganske godt tilfreds med et enkelt point i den svære udebanekamp.
Det lignede længe en Norwich-sejr, da Stoke igår besøgte Carrow Road i et vigtigt bundopgør, men mod slutningen eksekverede Jon Walters et tyndt straffespark for gæsterne, og sørgede for, at man kunne rejse tilbage til Stoke-on-Trent med et enkelt point.
Stoke-profil og anfører, Ryan Shawcross, var efterfølgende ganske tilfreds med det enkelte point på den svære udebane.
– Det var et meget godt point at få, for det er et svært sted at komme, sagde den tidligere Manchester United-forsvarer, Ryan Shawcross.
– De har vundet over nogle meget gode hold så, i forhold til omstændighederne, er det et godt point for os. Vi har haft et par dårlige øjeblikke, men samlet set er vi godt tilfreds med vores udebanepræstationer i denne sæson.
– At få point på udebane er altid tilfredsstillende uanset omstændigheder, afsluttede en ganske tilfreds Shawcross.
Efter gårsdagens remis, har Stoke nu hele seks point ned til nedrykningsstregen, inden West Ham gæster den kommende weekend i en kamp, hvor vinderen sandsynligvis vil spille sig endegyldigt fri af nedrykningsdramaet.