Shaw: Ibrahimovic er bare uheldig
Zlatan Ibrahimovic har nu spillet seks Premier League-kampe uden at score efter at have fået nettet til at blafre i sine første fire kampe i den bedste engelske række.
Nogle fans, eksperter og journalister mener derfor, at svenskeren bør droppes oven på den seneste kamp mod Burnley, hvor svenskeren havde 12 skudforsøg, men blev stoppet af stolpe, overligger og Burnley-keeper Tom Heaton.
Til trods for dette mener holdkammerat Luke Shaw, at det kun er et spørgsmål om tid før Ibrahimovic genfinder sin gyldne form.
– Er Ibrahimovic i formkrise? Nej overhovedet ikke – det mener jeg ikke. Han er en verdensklasse spiller og jeg vil ikke sige, at det er nogen krise. Han har været uheldig. Han har haft chancer, men redninger, som er kommet på hans skud har været utrolige, specielt med den flugter han lavede i weekenden mod Burnley, som Heaton reddede, fortæller Luke Shaw ifølge Four Four Two.
– Han er en meget selvsikker person og hans selvtillid er altid skyhøj, slutter Shaw.
Zlatan Ibrahimovic har spillet alle 10 Premier League-kampe i denne sæson og scoret fire mål.