Serbiske PL-profiler nedkæmpet i Parken
Serbien havde kniven for struben før dagens EM-kvalifikationskamp mod Danmark i Parken i aften. En sejr var påtvunget, hvis serberne skulle have en realistisk chance for at komme til EM i Frankrig i 2016.
Lazar Markovic, Branislav Ivanovic, Aleksandar Kolarov og Nemanja Matic var alle med fra start i Parken på et serbisk hold, der var en del stærkere end det hold, danskerne slog i det omvendte opgør i Serbien.
Hos Danmark stod Kasper Schmeichel på mål, mens Andreas Christensen blev skiftet ind mod slutningen af kampen. Christian Eriksen spillede hele kampen for Danmark.
Efter en rodet start var det dog danskerne, der kom bedst i gang.
13 minutter inde i kampen slog Pierre Emile Højbjerg en flot diagonal afsted mod Nicklas Bendtner, der lagde bolden af til en fremstormende Yussuf Poulsen, der flot sendte bolden i nettet til 1-0.
Danskerne fortsatte med at dominere og efter 34 minutter var den gal i det serbiske felt igen. Den tidligere Manchester City-stopper Matija Nastasic tacklede ureglementeret i feltet, hvorfor danskerne fik straffespark. Daniel Agger overtrumfede Nicklas Bendtner og tog straffesparket. Sparket sad dog lige i handsken på den serbiske keeper, der reddede straffesparket.
Efter pausen tog serberne fuldstændigt over, hvilket resulterede i flere store chancer til Serbien, hvor Leicesters Kasper Schmeichel flere gange reddede danskerne.
Fem minutter før tid kom forløsningen i Parken, da indskiftede Jakob Poulsen sendte bolden i kassen.
Dermed ser det ud til at blive en EM-slutrunde i Frankrig uden flere Premier League-profiler, idet serberne nu får uendeligt svært ved at kvalificere sig til slutrunden næste sommer.