Serbien blev snydt, siger tidligere topdommer
Serbien blev snydt for et straffespark, da Joakim Mæhle trak i Aleksandar Mitrovics trøje dybt inde i anden halvleg af den afgørende EM-kamp tirsdag aften.
Det mener den tidligere tyske topdommer Manuel Gräfe, der i sin tid som aktiv blandt andet dømte næsten 300 kampe i Bundesligaen og seks kampe i Champions League.
– Det er et klart straffespark. Du kan ikke hive nogen ned mere tydeligt end det. Det vil frustrere serberne igen, og de vil retmæssigt føle sig skuffede igen, som de var det ved VM i 2018, skriver Gräfe på X.
Den 50-årige nu tidligere dommer savner også, at tirsdagens dommer, Francois Letexier, havde efterlevet et af de fokuspunkter, som formanden for UEFA’s dommerudvalg, Roberto Rosetti, tidligere har fremsat.
– På banen kan du altid misse noget/fejlbedømme noget, men usportslige holdeforseelser uden at kunne spille bolden og kun have øje for modstanderen var også klassificeret som en prioritet af dommer Rosetti og bør blive konstant undgået. Langt fra det, konstaterer Gräfe.
I stedet for et straffespark fik Mitrovic sig en advarsel for at smide sig. Kampen sluttede 0-0, hvilket sendte Danmark videre og Serbien ud.
Rasmus Højlund fik ingen roser for kampen, mens Thomas Gravesen langer ud efter den samlede danske præstation.



















