Sent skifte på vej? Nani på vej tilbage til Premier League
Den tidligere Manchester United-kantspiller Luis Nani, der nu spiller hos Valencia i La Liga, kan være på vej tilbage til Premier League.
Her viser Hull ifølge Daily Mail interesse i den portugisiske landsholdsstjerne og forsøger at hente ham til KCOM Stadium før transfervinduet lukker ved midnatstid.
På KCOM Stadium er klubbens nye manager, portugisiske Marco Silva, stor fan af sin landsmand – den 30-årige Nani, der tilbage i 2014 forlod Manchester United.
Hull forsøger at hente en ny kantspiller til klubben efter man solgte Robert Snodgrass til West Ham for omkring £10 millioner og har gjort Nani, der i sommer vandt EM med det portugisiske landshold, til førsteprioriteten.
Han kom til Valencia i sommer, men har sammen med den faldne gigant haft store problemer med at genfinde tidligere tiders storform.
Nani har spillet 15 ligakampe for Valencia og har scoret to mål samt assisteret seks.