Der var nok ikke mange der havde forudset, at Sunderland ville møde sin overmand i søndagens ”David og Goliath” FA Cup opgør. Men hvad er Port Vale egentlig for en størrelse? 

Port Vale FC har sin hjembase i Burslem, en bydel i Stoke-on-Trent, og har i udpræget grad været ”lillebror” i et ret så anspændt historisk forhold til Stoke City.

Klubben, der lyder tilnavnet ”The Valiants”, har rødder helt tilbage til 1876. Historikerne har imidlertid debatteret om den eksisterende klub har samme identitet som det oprindelige Port Vale, der gik nedenom og hjem et par gange og reetableredes (eller også dannedes en helt ny klub) i 1907.

Det meste af mellemkrigstiden tilbragte Port Vale i 2. division. I 1950 fik klubben hjemmebane på Vale Park, der siden har lagt græstæppe til The Valiants. 50’erne og 60’erne prægedes af to store profiler fra ”storebroren”, Stoke City, nemlig Freddie Steele og Stanley Matthews. 

Steele var en fremragende angriber der scorede 8 mål i 6 optrædener på det engelske landshold. Han blev manager i Port Vale i 1951, men det var nu ikke hans evner som forward og målscorer der tegnede hans managerprofil, men derimod sammensætningen af en uhørt solid defensiv, der fik tilnavnet ”Jerntæppet”. Freddie var god til at fortælle sine forsvarsspillere hvordan angribere (som ham selv) ikke brød sig om at blive dæmmet op for. Med Steele i chefstolen havde Port Vale nogle pæne sæsoner i 2. division, og i 1954 kom The Valiants snublende tæt på en FA Cup finale på Wembley.

Port Vale tævede efter tur Darlington, Southport, QPR, Cardiff, Blackpool, Leyton Orient og mødte så i semifinalen West Bromwich Albion på Villa Park.

Halfbacken Albert Leake bragte sensationelt Port Vale i vinderposition med en scoring i 1. halvleg, men de 68000 tilskuere så favoritterne vende billedet efter pausen på mål af Frank Griffin og Ronnie Allen. Men i slutfasen kom WBA alvorligt på hælene, og The Valiants troede at de havde fremtvunget en omkamp da Leake atter var på pletten og udlignede til 2-2. Men ak. Dommer og linjevogter konfererede og konkluderede, at Leake havde været i offsideposition, og trods voldsomme protester fra Port Vales spillere fortonede Wembley sig i tågerne.

Freddie Steele trak sig som manager i 1957, men havde en ny periode som chef på Vale Park fra 1962 til 65. Sportsligt gik det den forkerte vej. Da Freddie stoppede, var hans berømte og berygtede ”Jerntæppe-defensiv” skudt i sænk og Port Vale havde brug for ny inspiration. En anden tidligere Stokespiller, Jack Mudie, styrede skuden i et par år, men uden at kunne bringe Port Vale ud af dødvandet helt nede i 4. division. Det lysnede til gengæld da man ansatte legendariske Stanley Matthews som manager i 1967.

Troldmanden

Matthews behøver ingen nærmere præsentation i denne sammenhæng. Driblingens Troldmand er en af engelsk fodbolds allerstørste profiler gennem tiderne. Med ham ved roret spirede optimismen på Vale Park. 

Sir Stan havde virket som coach og scout i et par år i tæt samarbejde med Jackie Mudie, med en blanding af opportunisme og filantropi som drivmiddel, idet han arbejdede ulønnet og med en klar filosofi om, at Port Vale skulle være en talentfabrik der støvsugede oplandet for lovende spillere og profiterede af spillersalg. Smarte forretningsfolk ”købte ind” på Matthews-modellen og Port Vale lignede en klub i eksplosiv fremgang. Så revnede ballonen. Bestyrelsen havde benyttet sig af sorte pengeudbetalinger til spillertruppen og det kom pressen og fodboldforbundet for øre. Katastrofen og ydmygelsen var total. Port Vale blev idømt en bøde såvel som tvangsnedrykning fra 4. division. Klubben truedes med komplet opløsning. Matthews satte al sin personlige prestige ind i en appel, og fik opbakning fra de øvrige ligaklubber. Port Vale slap med skrækken (og bøden). 

Det er omdiskuteret hvorvidt Stanley Matthews var vidende om – eller medvirkede til – ulovlighederne. Men to ting ligger helt fast:

Stan slap ikke fra begivenhederne uden skrammer i lakken. De var afgjort medvirkende til, at han siden ikke fik flere managerjobs i England. Skandalen satte desuden dybe spor i hans sind. Stan blev aldrig helt den samme. 

Troldmanden bosatte sig på Malta og fortsatte sit livsprojekt med en række filantropiske fodboldinitiativer med unge talenter i Afrika. Når han gik til slagteren i Marsaxlokk fremviste han altid den berømte og berygtede kam fra Torino. På en måde kom den til at symbolisere mindet om en mand, der var forgudet som en troldmand uden sidestykke, men som forsvandt fra offentligheden og gradvist blev en myte fra fortiden.

Pokalsensationer og problemer

Fra tid til anden har Port Vale formået at skabe sensationer i pokalturneringerne. Således også i søndagens overrumplende sejr over Sunderland.

Den historisk største var nok den 30. januar 1988. 

Sportslørdag bød på et klassisk David og Goliath opgør fra den hæderkronede FA Cup turnering. 

Port Vale, der på det tidspunkt lå i 3. division, tog imod selveste Tottenham Hotspur. Londonerne havde en stjernebesætning med Clive Allen, Chris Waddle, Gary Mabbutt og Terry Fenwick. Der blev ikke sparet ressourcer og roteret som nu til dags. Kun en halvskadet Ossie Ardiles blev skånet.

Det var således et stærkt Spursmandskab, manager Terry Venables sendte ind på det mudrede Vale Park, og langt de fleste tippere hjemme foran tv-skærmene regnede naturligvis med et sikkert 2-tal.

Men som det ofte er set før i pokalfodbold – navnlig i England – så kom favoritterne i uføre. 12000 tilskuere – Port Vales største publikumsskare i mange år – opildnede manager John Rudges drenge, der gik under tilnavnet “the bargain basement heroes”, til en toppræstation.

Tottenhams keeper Tony Parks fumlede med en bold på det klistrede underlag, og så kom den lille Stokeklub sensationelt foran. Et drømmeskud af midtbanespilleren Ray Walker føjede spot til skade for storholdet, og så hjalp det ikke at 19-årige Neil Ruddock fik reduceret efter en Chris Waddle dødbold i anden halvleg. Venables og co. røg ud.

“Crash, bang, wallop: Finest Port” stod der i aviserne dagen derpå. Mest iøjnefaldende hos de undertippede Valiants var uden tvivl den høje stærke offensive midtbanespiller, Robbie Earle, der tilbragte 9 sæsoner i Port Vale og medvirkede til at spille klubben fra 4. til 2. division. Først som 26-årig i 1991 kom der et bud fra en større klub, der var seriøst nok til at udvirke en transfer. I Wimbledon så man mulighederne i den lidt akavede, men fysisk stærke og yderst effektive Earle, der spillede næsten 300 ligakampe (og 8 landskampe for Jamaica) for the Dons.

I dag kæmper The Valiants en hård kamp i bunden af League One. Den australske manager Jon Bradys team er i svære vanskeligheder, og det kræver et stærkt forår hvis Port Valke ikke skal en tur ned i League Two. Måske kan The Valiants finde afgørende selvtillid i dét faktum, at de er blandt de 8 bedste i FA Cup turneringen?

Du kan se højdepunkterne fra kampen, hvor Port Vale sendte Sunderland ud af FA Cuppen i videoen øverst i artiklen.