Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Seaman: Joe Hart bør være engelsk førstekeeper

Af Marc Stig Christensen
23.03.2018 Kl. 16:45
Arsenals keeperlegende David Seaman mener, at den engelske landstræner Gareth Southgate begår en fejl ved at lade yngre målmænd starte foran Joe Hart.

Joe Hart har haft et par turbulente år, som startede under pre-season sidste sæson, hvor det hurtigt stod klart, at Pep Guardiola ikke ville bruge Joe Hart. Derfor blev han med delt succes lånt ud til Torino, og i denne sæson er han lånt ud til West Ham.

Her startede han som førstekeeper, men han røg efter flere tvivlsomme præstationer på bænken, og han har haft en svær sæson. Den tidligere engelske landsholdsmålmand David Seaman mener dog stadig, at Joe Hart er det bedste valg mellem stængerne, når England spiller landskamp.

– Joe har i min optik alt hvad en målmand skal have. Han har en stor erfaring, og det skal man ikke undervurdere – han har 75 landskampe og Champions League på CV'et. 

– Joes problem er, at han ikke spiller. Jeg ved godt, at han spillede den seneste kamp for West Ham, men han har brug for at spille resten af sæsonen. 

– Jeg tror helt sikkert, at Joe bliver én af de tre keepere, der skal med til VM. Han er en kvalitetsmålmand, og man skal ikke undervurdere hans erfaring. Hvad hvis en af de unge kommer ind og får et mareridt? Man har brug for erfaring, som man kan falde tilbage på, men jeg tror stadig ikke, at hverken Jack (Butland) eller Jordan (Pickford) kan leve op til Joes standarder, har David Seaman fortalt til talkSPORT.

Joe Hart har i denne sæson spillet 15 af West Hams i alt 30 Premier League-kampe. 

Annonce