Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Se listen: Fem lovende United-talenter der floppede stort

Af Michael Christiansen
15.09.2019 Kl. 16:53
Manchester Evening News har sammensat en interessant liste over unge Manchester United-spillere, der skulle have haft en stor fremtid i klubben men ikke fik det.

Mange stjernespillere har trådt deres barnestøvler i Manchester United, slået igennem der og fået store karrierer.

Og så er der dem, der ikke har.

Manchester Evening News har lavet en liste med fem tidligere United-talenter, der så ud til at være den næste Ryan Giggs eller David Beckham, men som aldrig fik det store gennembrud.

Her er de:

Adnan Januzaj
Den belgiske offensivspiller blev nærmest synonym med David Moyes' tid i klubben, og var vel et af de få lyspunkter i den periode. Derfor var vægten på unge Januzajs skuldre også tilsvarende tung. Men det store talent blev aldrig forløst, og det store Anderlecht-talent forsvandt fra Manchester ligeså hurtigt, som han var dukket op i første omgang.
Efter et lejeophold i Dortmund kom Adnan Januzaj til Sunderland, hvor han blev genforenet med David Moyes. I dag er Januzaj i Real Sociedad – i øvrigt Moyes' første klub efter United.

Federico Macheda
Når United-folk tænker på Federico Macheda, husker de nok mest et smukt mål, han som 17-årig debutant lavede på en af de sidste spilledage i 2009. Helt til slut i en kamp mod Aston Villa foretog Macheda en fremragende vending i feltet med ryggen til mål og skruede bolden i nettet til en 3-2 sejr, der blev afgørende for, at Manchester United endte som mestre.
Men det er længe siden nu, og den offensive italiener kom aldrig rigtigt i nærheden af den slags bedrifter igen i sin tid på Old Trafford.
Macheda har siden da levet en nomadetilværelse, hvor han har været i klubber som Sampdoria, QPR, Birmingham, Cardiff, Nottingham Forrest og Panathinaikos. Han er 28 år i dag.

Ravel Morrison
Han var en af Sir Alex Fergusons store håb, men Ravel Morrison endte med at skuffe den legendariske træner stort. Efter sin debut som 17-årig fik han nemlig kun to kampe yderligere for De Røde Djævle, inden alle kunne se, at det ikke gik.
I dag er han faktisk tilbage i Premier League – han er på holdet hos nyoprykkede Sheffield United. I mellemtiden var han forbi italiensk, svensk og mexikansk fodbold.

James Wilson
Unge Wilson fik en drømmedebut for Manchester United. To mål scorede han mod Hull i 2014, og United vandt kampen. Desværre for James Wilson købte man den sommer Radamel Falcao til angrebet, hvilket gjorde spilletiden begrænset. Samtidig havde United bare generelt gang i en dårlig periode, så omstændighederne var ikke perfekte for Wilson.
Han er i dag lejet ud til Aberdeen i Skotland.

Guiseppe Rossi
Sidste mand på listen er en rigtig god, gammel kending for mange United-fans. Guiseppe Rossi kom til Manchester fra Parma i midten af 00'erne som et åbenlyst talent. En eksotisk signing, der gav drømme om en stor fremtid.
Rossi fik faktisk en ganske udmærket karriere – bare ikke i England. Fire mål blev det til, inden et lejeophold i Newcastle, hvor italieneren slet ikke scorede.
Herefter gik turen til Spanien, hvor Rossi fik gang i sit spil hos Villarreal og over en årrække nød pæn succes. Senere kom han hjem til Italien, hvor han blandt andet spillede for Fiorentina. Det store talent er i dag 32 år, klubløs og har kun vundet en liga cup med United.

Annonce