Scout: Everton afslutter Giroud-handel i dag
Olivier Giroud har længe været rygtet væk fra Arsenal, der i går offentliggjorde Alexandre Lacazette som klubbens nye angrebsprofil, og nu skulle en handel angiveligt være på plads mellem Arsenal og Everton.
Ifølge Carlo Jacamuzzi, der er Evertons scout i Italien, er The Toffees ved at færddigøre aftalen, der sender den franske landsholdsangriber til Goodison.
Jacamuzzi udtaler til Radio CRC, at et skifte til £20 millioner er ved at blive forhandlet på plads, og Everton vil dermed have brugt over £100 millioner i dette transfervindue.
Everton har også været meldt interesserede i Napolis Duvan Zapata, men englænderne har afvist at møde italienernes krav på £25 milloner, og klubben har derfor valgt at satse på Giroud.
Den hovedstødsstærke angriber nettede i sidste sæon 12 gange for Arsenal i Premier League.