Scholes afslører: Sådan motiverede Ferguson os
Sir Alex Ferguson var kendt for at kunne motivere sine spillere op til kampene – noget Louis van Gaal og David Moyes måske har haft svært ved.
Paul Scholes løfter nu sløret for, hvordan Sir Alex Ferguson motiverede spillerne.
– Når vi skulle spille på Old Trafford, ankom vi cirka halv to. Mellem halv to og halv tre ville han (Sir Alex Ferguson, red.) snakke med os spillere individuelt, skriver han i sin klumme hos London Evening Standard.
– Nogle gange var det for at fortælle, at man ikke skulle spille. Andre gange var det for at fortælle, at de havde en speciel rolle i kampen.
Derefter ville Sir Alex Ferguson have et holdmøde, hvor han havde en unik evne til at motivere spillerne.
– Han havde en evne til at få de små kampe til at føles som en VM-finale. Han kom ind i hovedet på en og motiverede. Der var også nogle få gange, ikke til de store kampe, hvor vi ventede på ham. Da han så kom ind, sagde han bare til os:"Gå nu bare ud og bank dem", og så gik han igen.