Schmeichel langer ud efter Arteta: Sådan gør Klopp ikke
Er det en god idé at have to målmænd, der kæmper om spilletiden?
Det mener Peter Schmeichel ikke, og den danske legende har i et interview med The Times langet ud efter Mikel Arteta for at sætte David Raya og Aaron Ramsdale op mod hinanden.
– Jeg synes, at vi ser et par problemer. Den ene er situationer som den, Mikel Arteta har skabt i Arsenal, hvor manageren vil have to spillere til at kæmpe om målmandspladsen. Det viser en mangel for forståelse for positionen, siger Schmeichel.
– Målmænd har brug for tilliden om, at de også spiller næste uge uanset hvad. Du vil ikke have, at din målmand gør alt for at vise, at han er bedre end sin konkurrent. Nu har Arteta plantet et frø i hovedet på både Raya og Ramsdale.
Schmeichel mener også, at det er her, at man ser en stor forskel på Arteta og Jürgen Klopp, som gennem lang tid har holdt fast i Alisson som førstevalg.
– De fleste anser Alisson som en af verdens bedste, og han er først og fremmest målmand. Han er rigtig, rigtig god mand mod mand og god til at kontrollere sit felt.
– Han er ikke så god med fødderne, men det er tydeligt, at han har en manager, som har hans ryg og ikke dropper ham, hvis han laver en fejl. Det er forskellen mellem Arteta og Klopp, lyder det fra Schmeichel.
Ramsdale har i denne sæson spillet fire Premier League-kampe for Arsenal, mens Raya har spillet resten, og tidligere på ugen lavede han to store fejl mod Luton, som du kan se i videoen øverst i artiklen.