Sammenlignes med Peter Schmeichel
Det er ikke så tosset endda at blive sammenlignet med Peter Schmeichel, og det er tilfældet nu for Brøndby-målmanden Patrick Pentz.
Østrigeren spillede en forrygende kamp mellem stængerne torsdag aften, da Brøndby formåede at komme fra udekampen i Frankrig med 0-0 mod RC Strasbourg.
Målmanden hev flere store redninger ud af ærmerne, og han blev efter opgøret fremhævet af RC Strasbourgs cheftræner Liam Rosenior.
– Vi misbrugte store chancer. Deres målmand spillede som Peter Schmeichel, dengang jeg var en lille dreng. Han lavede nogle utrolige redninger, sagde cheftræneren.
Han mente også, at det franske mandskab burde have vundet kampen ganske klart og sikret sig et meget bedre udgangspunkt inden returopgøret på Brøndby Stadion.
– Det tog os frem til pausen, før vi fandt den rigtige struktur og spillede med den disciplin, som jeg havde bedt holdet om.
– Da vi gjorde det i anden halvleg – uden at vise respektløshed over for Brøndby – kunne vi have vundet 4-0 eller 5-0, lyder det fra Liam Rosenior.
Den klub, der vinder næste uges returkamp, vil spille sig i Conference League-ligafasen, mens den anden klub er ude af Europa.
Transfervinduet er åbent – følg med i alle klubskifter og rygter lige her.
Her er alle sommerens transfers i Premier League.


















