Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Salah om mulig rekord: Jeg vil gerne være nummer et

Af Kalle Thue Gregersen
18.04.2018 Kl. 20:58
Ian Rush står noteret som rekordholder for flest mål i en sæson for Liverpool, men Mohamed Salah vil hjertens gerne overtage denne rekord.

Ian Rush var en stor profil for Liverpool i 80'erne, og i 1983/84-sæsonen formåede den walisiske angriber at lave 47 mål på én enkelt sæson. Samtidig slog Rush Roger Hunts tidligere rekord, og den dag i dag har Rush stadig rekorden. 

Mohamed Salah puster ham dog i nakken. Den egyptiske kantspiller er nu oppe på 40 mål i sæsonen, og Liverpool har stadig fire kampe tilbage i Premier League samt mindst to kampe i Champions League. 

Selvom den tidligere Roma-spiller ikke er kendt for at være en spiller, der råber højt om sig selv, vil han alligevel gerne slå rekorden. 

– Der er stor chance for at slå rekorden, og det ville være stort at være nummer et for en klub som Liverpool. Jeg bliver meget glad, hvis jeg slår den. Jeg er glad for de 40 mål, men jeg vil gerne blive ved med at score og komme øverst på listen, sagde Salah til Premier League Productions

– Det er dejligt at se sit navn blandt Liverpool-legenderne. Det er en anderledes følelse, og det er jeg glad for. Men jeg kigger altid ind ad, og jeg vil have mere. Jeg har 40 mål nu, og jeg siger til mig selv, "Hvorfor ikke? Jeg kan blive nummer et". 

– Jeg vil gøre mit bedste for at slå rekorden, men som jeg har sagt før, så er vi 11 spillere, og jeg spiller for holdet. Det handler ikke om individuelle kåringer, men om holdet. Hvis jeg får chancen for at lave en målgivende aflevering, så gør jeg det. Det handler nemlig ikke om mig, men om os. 

Salah mangler også bare at score to mål mere i Premier League for at slå rekorden for flest Premier League-mål i en sæson. 

Annonce