Saints overvejer at sælge Arsenal-emne
Blot 24-årige Morgan Schneiderlin har været en markant profil hos Southampton, siden man plukkede ham fra den franske klub Strasbourg i 2008, og hans imponerende præstationer på midtbanen, har gjort ham til et mål for flere engelske topklubber.
Blandt andet skulle både Arsenal og Manchester United være interesseret i at tilknytte den teknisk stærke midtbaneslider, og nu møder topklubberne positive nyheder fra flere engelske medier.
Således går der forlydenheder på, at Southampton ikke skulle være afvisende overfor at sælge Morgan Schneiderlin, såfremt et tilstrækkeligt højt tilbud skulle komme på bordet.
Schneiderlin har siden sin ankomst for mere end seks år siden spillet mere end 200 førsteholdskampe for Southampton, og er en særdeles populær mand blandt klubbens fans.