Saints-manager: Vi mangler kvalitet
Southampton var i aftes på udebanetur lidt nordpå, da de spillede på Bet365 Stadium hos Stoke. En svær udebane, men den blev gjort en hel del mere medgørlig efter 23 minutter, da Stokes Marko Arnautovic fik tildelt et direkte rødt kort.
Det tippede selvsagt favoritværdigheden kraftigt over på Saints' side, og selvom de stort set havde bolden resten af kampen, så kom der intet ud af bestræbelserne, og kampen endte som den startede – nemlig med 0-0. Det var holdets manager, Claude Puel, ikke tilfreds med.
– Det er en stor skuffelse efter kampen, da vi spillede ti mod elleve, så det var en stor chance for at snuppe de tre point.
– Vi gjorde ikke nok. Det var selvfølgelig svært for os, da de stod tilbage og ikke rørte meget på sig. Vi havde svært ved at finde løsningerne, og et mål havde åbnet det mere op.
– Vi var uheldige i et par situationer, men vi gjorde ikke nok for at vinde. Vi manglede kvalitet i nogle situationer, og vi skal lære at spille mod hold, der står langt tilbage på egen banehalvdel og få mere kvalitet ind i vores spil, har Claude Puel fortalt til Southamptons officielle hjemmeside.
Danske Pierre-Emile Højbjerg sad på bænken hele kampen.