Sagde han det? Bellingham i problemer efter Greenwood-episode
Et klip af Jude Bellingham er gået viralt efter torsdagens opgør mellem Getafe og Real Madrid.
Klippet har fået flere medier i England og Spanien til at reagere, hvor den engelske midtbanespiller kan få en disciplinærstraf for at kalde Mason Greenwood for en voldtægtsmand.
Ved klippet kan man se Real Madrid-stjernen lave en tackling på Mason Greenwood, hvorefter det hævdes, at Jude Bellingham siger ‘rapist’ (voldtægtsmand) til den udlejede Manchester United-angriber.
Getafe har ifølge mediet Cadena SER bedt dommeren om at indberette i sin kamprapport, og herefter kan det ende med en disciplinærsag mod Jude Bellingham.
Daily Mail har sat den professionelle mundaflæser Jeremy Freeman til at se nærmere på sagen.
Han er 97 procent sikker på, at Jude Bellingham siger ‘rapist’.
– Efter at have studeret klippet nøje er jeg 97 procent sikker på, at ordet er ‘rapist’, når man også ser på den kontekst, som det bliver brugt, siger Jeremy Freeman til Daily Mail.
– Læbernes visuelle signaler indikerer et R og P, og ordet ser ud til at slutte skarpt. I betragtning af det visuelle er jeg ret sikker på min konklusion, lyder det fra Jeremy Freeman.
Ifølge flere spanske medie har Getafe ikke i sinde at indgive en klage til fodboldforbundet, men har altså bedt dommeren om et indgive det i sin rapport.
Den spanske avis Marca beretter i dag, at La Liga, som også har hyret en mundaflæser til sagen, muligvis ender med at tildele ham en karantæne.
Mason Greenwood-sagen
I starten af 2022 blev Mason Greenwood arresteret og sigtet for voldtægtsforsøg, seksuelt overgreb og trusler mod sin ekskæreste.
Kort efter blev han suspenderet af Manchester United.
Da sagen stod til at skulle for retten omkring et år senere, blev alle anklager droppet, da et hovedvidne ikke ville vidne for anklagemyndigheden.
Manchester United indledte herefter en intern undersøgelse af sagen, og efter flere måneder besluttede klubben, at han ikke skulle være en del af klubben, men ville hjælpe ham videre i sin karriere.
I sommer blev han så udlejet til Getafe for resten af sæsonen.
Jude Bellingham har været fremragende for Los Blancos siden sit skifte fra Dortmund i sommer.
18 mål og otte assists i 28 kampe står den engelske midtbanespiller noteret for.