Sænkede Spurs med hattrick: Nu vil Arsenal have Tottenhams banemand
Mislav Orsic blev den helt store helt, da Dinamo Zagreb stik imod al forventning tilførte Tottenham et ydmygende 3-0 nederlag i Kroatien, så Londonholdet måtte se sig slået ud af dette års Europa League.
Men den 28-årige kroat er måske ikke færdig med at hjemsøge José Mourinho. Lokalrivalerne fra Arsenal har nemlig en interesse i at bringe Orsic til Premier League, skriver The Times denne torsdag.
Mikel Arteta er ifølge rapporten på udkig efter forstærkninger til offensiven og særligt kanterne, hvor Willian, Nicolas Pepe og Gabriel Martinelli ikke for alvor har leveret på et stabilt niveau.
Med Orsic kunne Arsenal få en skarp forward, der har næse for mål. I sine 122 kampe for Dinamo Zagreb har han nemlig scoret 53 mål og lavet 25 assists.
Samtidigt burde han ikke koste alverden, da han kommer fra den kroatiske liga. Ifølge Transfermarkt er han blot €7,5 millioner værd, selvom den pris kun er vejlendende.