Sådan stiller Danmark op mod Skotland
Danmark møder fredag aften Skotland i den første VM-kvalifikationskamp, og det bliver uden Christian Eriksen på holdet.
Den danske midtbanespiller er ikke blevet udtaget af landstræner Brian Riemer som en konsekvens af, at den 33-årige kreatør ikke har haft en klub i mere end to måneder på nuværende tidspunkt. Endnu en dør er nu også blevet lukket for ham i England.
Derfor er det andre kræfter, der skal hjælpe det danske landshold til sejr mod skotterne fredag aften i Parken.
Her bliver den kompakte VM-kvalifikation indledt med det, der på papiret kan ligne en topkamp i gruppen.
Foruden Skotland skal Danmark også møde Grækenland og Belarus i løbet af seks kampe fordelt over september, oktober og november.
Vinderen af gruppen kvalificerer sig direkte til VM-slutrunden i USA, Mexico og Canada næste sommer. Med dette korte format er en god start mod Skotland derfor meget vigtig.
Hvem råder Brian Riemer over?
Fordi Christian Eriksen ikke er udtaget, skal der nu skiftes ud på midtbanen, hvor den tidligere Premier League-spiller har været en sikker mand i startopstillingen.
Brian Riemer kan dog glæde sig over, at der er flere formstærke spillere at vælge mellem på nuværende tidspunkt.
Morten Hjulmand og Pierre-Emile Højbjerg er sikre startere på den centrale midtbane, og derudover byder Victor Froholdt sig i den grad også til.
Det blot 19-årige stortalent har fået en fremragende start på tilværelsen i FC Porto, og han må bejle til en startplads, selvom han blot har spillet to landskampe tidligere.
I det centrale forsvar er Andreas Christensen endelig tilbage efter mere end et års fravær på grund af skader, og det er en kæmpe forstærkning for Brian Riemer.
Dermed kan Danmark langt om længe også stille op med Andreas Christensen og Joachim Andersen i det centrale forsvar.
Længere fremme på banen er William Osula udtaget for første gang efter en lovende start på sæsonen hos Newcastle, hvor han er blevet trods rygter om et klubskifte til Eintracht Frankfurt.
Til gengæld har Kasper Dolberg skiftet Anderlecht ud med Ajax, og Rasmus Højlund har forladt Manchester United til fordel for Napoli.
Angrebsposten er til debat, for hvem skal starte inde? Viaplay-ekspert Thomas Gravesen har flere gange talt varmt for Mika Biereth.
Artiklen fortsætter efter billedet

Hvordan stiller Danmark op?
Det er et svar, vi først får endegyldigt fredag aften en god time før kampstart mod Skotland.
Vi kan dog sagtens tillade os at komme med et gæt – og formentlig også et ganske kvalificeret et af slagsen.
På landsholdet er der dog umiddelbart kun tvivl om nogle enkelte positioner – venstre back, en plads på den centrale midtbane, højre kant og angriberen.
Herunder kommer undertegnedes bud på, hvordan Brian Riemer blander kortene mod Skotland.
Danmark (4-3-3): Schmeichel; Kristensen, Andersen, Christensen, Dorgu; Froholdt, Højbjerg, Hjulmand; Dreyer, Biereth, Damsgaard



















