Så er det nu FM-gamere: Få et job i engelsk fodbold
Til mange fodboldgameres glæde er det ikke lang tid siden, at det nye Football Manager blev udgivet.
Det er et fodboldspil, hvor man bliver chefen i managersædet og skal forsøge at vise sine kvaliteter som manager.
Nu kan ens kvaliteter i Football Manager resultere i et rigtigt trænerjob.
Den engelske klub, Bromley FC, der spiller i National League, som er den femtebedste række i England, har lavet et samarbejde med xBox og Football Manager.
Man har lanceret 'The Everyday Tactician', hvor man skal finde en sand taktiker fra Football Manager-spillet, hvorefter personen vil få en fem måneder lang rolle i klubben og være en del af trænerstaben.
Her skal personen forsøge at hjælpe Bromley FC mod oprykning til League Two.
Klubbens nuværende manager, Andy Woodman, slår helt fast, at det ikke er for sjov.
– Det er ikke en gimmick. Det er en ægte mulighed, og da idéen blev præsenteret for mig, synes jeg det lød som en fremragende idé, siger Andy Woodman til Daily Mail.
Bromley FC ligger i øjeblikket på fjerdepladsen. Det er kun førstepladsen, der giver direkte oprykning, mens andenpladsen og ned til syvendepladsen skal afgøres i playoff-kampe.