Så stor er sandsynligheden for et Liverpool-mesterskab
Bedst som det så ud, som om at Arsenal ville hale ind på Liverpool, tog The Reds endnu et stort skridt mod mesterskabet.
Med to overtidsmål sikrede Darwin Nunez duksene sejren mod Brentford, mens Arsenal omvendt smed en 2-0-føring hjemme mod Aston Villa.
Dermed udbyggede Liverpool føringen til seks, potentielt ni, point, og samtidig øgede de ifølge Optas supercomputer titelchancen fra allerede enorme 86,5 til 91,5 procent.
De 91,5 procent er det næsthøjeste, som tallet har været hidtil. Før hjemmekampen mod Manchester United den 5. januar var Liverpools titelchancer på 91,7 procent.
Forud for sæsonen vandt Arne Slots hold ellers kun mesterskabet i 5,1 procent af computerens 10.000 simuleringer. Det var tredjeflest efter Manchester City (82,2) og Arsenal (12,2).
Ikke desto mindre greb Liverpool nærmest omgående føringen, og i starten af november blev de titelfavoritter hos Opta. Siden har de næsten kun udbygget den favoritværdighed.
Af de resterende 8,5 procent sidder Arsenal på 8,2, det laveste siden november. Forud for weekendens spillerunde vandt Mikel Artetas mandskab ligaen i 13,0 procent af simuleringerne.
Nottingham Forest kan søndag spille sig á point med Arsenal. Ingen andre hold er indenfor 10 point af Liverpool. City er på ottendepladsen, 15 point efter.
Læs også: Har Arsenal peaket?

















