Rygtet til United: Arsenal er klar til at sælge superstjerne denne sommer
Torsdag skrev den italienske presse, at Pierre-Emerick Aubameyang selv havde givet grønt lys til et eventuelt skifte til Manchester United.
I dag påstår 90min så, at Arsenal ganske rigtigt er klar til at sælge stjerneangriberen, selvom hverken Manchester United eller Liverpool skulle virke som sandsynlige destinationer.
Men 90min erfarer, at Unai Emery og Arsenal-ledelsen er åbne for bud på gaboneseren, som scorede 22 mål sidste sæson og dermed delte topscorerværdigheden i Premier League.
The Gunners har ifølge flere kilder et forholdsvist småt transferbudget på blot £45 millioner at arbejde med før spillersalg, og derfor undersøger man i øjeblikket måder, hvorpå man kan øge det.
Manchester United har som bekendt været stærkt kædet sammen med Aubameyang i de forgangne dage, mens Liverpool også har været nævnt på de sociale medier.
Ifølge 90min skulle ingen af klubberne dog have synderlig stor interesse i den 30-årige angriber. De Røde Djævle satser på unge spillere, mens Liverpool efter alt at dømme ikke henter nogle store signings denne sommer – og da slet ikke offensivt, hvor man allerede er godt besat.
Til gengæld har The Times tidligere berettet, hvordan mindst to kinesiske klubber havde tilbudt Aubameyang lukrative kontrakter, så et godt bud fra Fjernøsten kan potentielt føre til et salg af Arsenals mest giftige angriber.
Som BBC fredag kunne berette, så skulle Arsenal være efter Wilfried Zaha, som har opfordret Crystal Palace til at lade ham skifte.