Rygte: Liverpool vil opfylde Khediras Premier League-ønske
Juventus' 31-årige midtbanespiller Sami Khedira har vundet mesterskaber i tre forskellige lande, og han sigter nu efter et fjerde. I ugens løb har tyskeren udtrykt et ønske om at prøve sig af i Premier League.
Nu skriver flere italienske medier – blandt andre avisen Corriere dello Sport – at Liverpool, med manager Jürgen Klopp i spidsen, er interesseret i at hente den tyske landsholdsspiller i sommerens transfervindue.
Khedira skulle angiveligt have fortalt Juve-ledelsen, at han er klar til at forlade klubben. Derpå kigger Juve efter en ny midtbanespiller og det kan meget vel blive Liverpools Emre Can. Dermed kan det betyde en transferkabale, der sender transferfrie Can til Juventus Stadium og Khedira til Anfield.
Liverpool skal dog betale Juve penge, mens Juventus potentielt henter kontraktløse Can gratis. Sami Khediras aftale med Torino-klubben udløber i sommeren 2019 og dermed burde The Reds kunne få ham til en fornuftig pris.
Khedira har i denne sæson spillet ganske godt for Juventus. Han har lavet hele ni Serie A-mål i 26 kampe. Manager Allegri har dog til tider foretrukket andre navne på midtbanen og Khedira ønsker naturligvis at spille fast på dette stadie af sin karriere.
Kan det blive under landsmanden Klopp i Liverpool? Måske. Her vil Khedira skulle kæmpe med navne som Lallana, Henderson, Milner, Wijnaldum og også Naby Keita, der ankommer fra RB Leipzig til sommer. Derudover er fremtiden hos landsmanden Emre Can uafklaret.