Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Rusland uddelte tæsk til Saudi-Arabien i VM-åbningskampen

Af Pelle Rigtrup
14.06.2018 Kl. 16:56
Saudi-Arabien fik ikke et ben til jorden, da værterne fra Rusland vandt åbningskampen ved VM 2018 med 5-0.

VM 2018 blev i dag skudt i gang med åbningskampen mellem værterne fra Rusland og upåagtede Saudi-Arabien. 

På forhånd var russerne udråbt som storfavoritter, og der skulle da heller ikke gå mange minutter, før værtsnationen bragte sig i front. 

Efter små 12 minutters spil smed Aleksandr Golovin et indlæg ind i feltet og fandt midtbanespilleren Yury Gazinskiy, der med et flot hovedstød sendte kuglen i nettet. 

Foran med 1-0 havde Rusland kampen, hvor de gerne ville have den, og de kunne så småt lokke Saudi-Arabien frem på banen. De saudiarabiske spillere havde dog meget svært ved at kreere chancer, og kort inden pausefløjt gik det galt igen i den anden ende. 

Her modtog indskiftede Denis Cheryshev bolden i venstre side, hvorefter han lavede en skudfinte for til sidst at banke bolden op i netmaskerne til en helt fortjent 2-0-føring. 

I 2. halvleg forsøgte Saudi-Arabien uden held at gå mere offensivt til værks, men chancerne udeblev, og med 20 minutter tilbage af opgøret blev håbet endegyldigt slukket for de stakkels saudiarabiere. 

Igen var Golovin på spil, da han sendte et indlæg ind i panden på netop indskiftede Artem Dzyuba, der uden problemer bragte sit hold foran med 3-0. 

Rusland var dog slet ikke færdige med at imponere. I dommerens tillægstid modtog Cheryshev bolden på kanten af feltet og med ydersiden scorede han et vaskeægte drømmemål og gav igen publikum noget at juble over. 

Hjemmepublikummet skulle dog få endnu mere at juble over senere i tillægstiden, da Golovin sendte et frispark i netmaskerne til slutresultatet 5-0. 

Med sejren stryger Rusland til tops i Gruppe A, mens det allerede ser meget svært ud for Saudi-Arabien. I morgen spilles den anden kamp i gruppen, når Egypten og Uruguay tørner sammen. 

Annonce